Én ting, der for alvor skaber en personlig stemning i dit hjem, er billeder af de mennesker, du holder af. Familiebilleder, skolefotos, ferieminder og alle de andre sjove og dejlige billeder, der bringer smil frem på læben. Men hvordan bruger du dem i indretningen? Vi har samlet tre tips, der giver dine bedste minder nyt liv.

Som det første er det vigtigt at sige, at hvis du virkelig vil have den personlige stemning frem, skal du vælge de billeder, der gør dig glad. Ikke kun de flotte med den rigtige opsætning, men dem, der stråler af alt det, du holder af. 

Og så skal du vælge, hvordan de skal fremhæves:

 

1) Enkelt og klassisk 

Vil du gerne have minderne til at falde naturligt ind i din bolig, kan du vælge at skabe liv på hylderne med et par enkelte billeder i klassiske rammer. Det er en fin løsning, hvor billederne glider godt ind mellem bøger, planter og pyntegenstande, så de ikke stikker ud, men derimod står som en underspillet detalje, der bringer glæde hos den, der kigger.

 

2) En kreativ collage

Skal dine feriebilleder og familiefotos have en central placering i hjemmet og skabe blikfang for alle, der træder ind ad døren, kan du vælge en mere kreativ løsning; en collage.

Med en collage får du mulighed for at fortælle mange forskellige historier, og du slipper for at skulle vælge blandt alle de gode billeder. Ønsker du et enkelt og stilrent udtryk, kan du printe billeder i samme størrelse og hænge dem på række over hinanden, mens du med fordel kan gå efter forskellige størrelser, hvis du ønsker et mere levende udtryk som nedenfor.

 

 

3) Indram dine minder i en fotobog

En tredje måde at anvende dine personlig billeder i indretningen på, er ved at lave en fotobog. Det er mere afdæmpet end de forrige løsninger, men til gengæld har du mulighed for at skabe en fortælling om en begivenhed, et år eller et menneske.

En fotobog kan udformes på mange forskellige måder, og hvis du har en reol eller en hylde, hvor du fremviser de ting, du holder af, kan du med fordel stille bogen her, så både du og dine gæster får øje på forsiden og bliver nysgerrige på indholdet.